Frivillig
Derfor er det så vigtigt med frivillige ....
Alle foreninger består af frivillige hjælpere uanset om man sidder i en bestyrelse, er træner for U12 piger eller hjælper med at sætte bander op. Alt er ulønnet. Det er frivilligheden og glæde ved at give en hånd, der bærer lønnen i sig selv. Vi er rigtig mange frivillige i Nibe Boldklub. Alene til festivalen har vi over 300 frivillige NB'ere, der står for og bemander Billetsalget, Fadøl på Hestepladsen eller Grillen.
Det er bare meget nemmere, hvis vi løfter i flok og hjælper hinanden
Du behøver IKKE være medlem af NB for at være frivillig.
Foruden at kunne tilbyde din hjælp, har vi fra tid til anden opgaver og projekter, som vi gerne vil sætte i værk, men det kræver som regel lidt hjælp. Opgaverne er alle begrænsede i indhold og tidsforbrug.
Læs vores frivillighedspolitik [her].
Frivillige jobs - udfyld skema
Klik [her] for at byde ind med din hjælp. Det kan være alt fra at kunne tilbyde din hjælp udenfor et par timer om måneden, hjælp til rengøringen i køkkenet, hjælp til kridtning af baner, blande slik, stå ved grill'en til hjemmekampe, pumpe bolde etc.
At være træner er noget helt essentielt i en fodboldklub - det siger næsten sig selv. Men det er straks vanskeligere at finde dem. Trænere kommer og går. Nogle er trænere primært fordi deres barn spiller fodbold. Andre fordi de har lysten til at lære børn og unge at spille fodbold og at være en del af et fællesskab. At være træner betyder også, at man har en opgave i, at være socialt anlagt med fokus på trivsel, velvære og sammenhold. Det er vigtigt, at en træner kan ta hånd om alle børnene - ikke kun de fodbolddygtige, men også ham eller hende, der hellere vil plukke firkløvere i græsset eller har svært ved at falde ind i fællesskabet.
Heldigvis har vi rigtig mange af gode trænere, men det er vigtigt, at vi står klar med en ny kompetent træner, når andre stopper. Så byd meget gerne ind herunder. Vi skal nok klæde dig på. Både med hensyn til den rette beklædning, men også på det rent trænerfaglige.
Lidt flere ord på nogle af opgaverne:
Børne- og ungdomstræner i Nibe Boldklub
Det får du som træner i Nibe Boldklub
- mulighed for træneruddannelse
- tøjpakke og andet relevant udstyr
- nye venskaber
- god reference på dit CV
- netværk til erhvervslivet på Nibe
Kontakt bestyrelsen på mail [her]
Kampleder/Dommer
Tjen dine lommepenge i NB
I de yngste årgange skal klubben selv stille med dommere. Ikke dommere, som du kender fra superligaen. Det er vel nærmere en kampfordeler, der deler sol og vind lige. Det er sjældent der fløjtes for frispark og aldrig bliver der delt gule og røde kort ud. Du behøver heller ikke frygte, at du ikke kender alle reglerne. De er ganske enkle - start + stop + indkast er i det store hele, hvad du skal kunne. I første omgang vil vi gerne kunne tilføre dig vores dommerbank. Så kontakter vi dig, hvis/når du skal fløjte. Det er måske 1 eller 2 gange på et halvt år. Det foregår heller ikke på de store baner, da det kun er 3 eller 5 mands bold. Så du behøver ikke kunne løbe en halvmaraton på en time. Alder? Om du er 15 eller 60 er underordnet. Du skal bare synes det er sjovt at komme ud blandt en flok glade unger.
I NB giver vi vores ungdomsspillere og alle andre mulighed for at tjene lidt lommepenge ved at dømme/lede klubbens 7:7 fodboldkampe.
Du starter med 3:3 og 5:5 kampe for at øve dig, og klubben vil selvfølgelig give dig lidt instruktion i kampleder-rollen.
Kampleder/Dommerhonoraret vil nogenlunde svare til hvad en flaskedreng kan tjene.
Afregningen er ikke skattepligtig. I følge gældende regler kan det udbetales uden fradrag på frikortet.
Når der er nok, 8-10 spillere, der har vist deres interesse kan vi evt. afholde et Ungdomskamplederkursus i vores klub.
Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte Knud Tobiasen på 20959951 eller mail knud@nibeboldklub.dk.
Ønsker du at tage skridtet fuldt ud og blive sort fodbolddommer har vi også her et tilbud til dig.
Klubben betaler Kursusgebyret.
Når du er aktiv sort dommer og tilknyttet Nibe Boldklub er du for det første kontingentfri medlem af Nibe Boldklub, dernæst får du en trøje eller et par shorts hvert år.
Hvis vi kan samle 8-10 interesserede kan uddannelsesforløbet eventuelt foregå i vores klub.
Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte Knud Tobiasen på 20959951 eller mail knud@nibeboldklub.dk.
Uanset hvilken del du vælger er det at sammenligne med en lederuddannelse. De erfaringer, sammenholdt med dommeruddannelsen, du høster på fodboldbanen vil du uden tvivl kunne bruge i din hverdag og dit fremtidige job.
Vi har også brug for nogle frivillige ledere
Cafeteria koordinator. I korte træk handler det om, at hjælpe med at få bemandet vagterne, hvilket sker efter kampprogrammet er blevet tilgængeligt. Det sker ultimo marts og ultimo juli. Ugerne er fordelt mellem alle hold. Hver årgang har 14 dages vagter, dvs. vi pt. kun bemander cafeteriet, når der er førsteholdskampe på herrer og damesiden og når der er min. to kampe i sammenhæng eller børnestævner. Koordinatoren sørger for at - ja koordinere mellem holdene og sikre at penge og nøgler skifter hver 14. dag.
Koordinatoren vil også stå for indkøb af slik, pølser, øl og sodavand. Det sker på diverse webshops, så det er noget man nemt ordner hjemmefra.
Endelig vil vi meget gerne fra klubbens side se, at cafeteriet udvikler sig med nye tiltag og meget gerne af den sunde slags.
Omfanget er ca. 1 time om ugen fra marts til juni og fra august til oktober.
Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte Knud Tobiasen på 20959951 eller mail knud@nibeboldklub.dk.
- er der en kreativ festarrangør eller rejseguide gemt i dig, kunne du sagtens være en del af dette team. Teamet skulle helst bestå af 5-8 personer. I korte træk handler det om, at teamet her dels skal arrangere (ikke udføre) fællesspisninger, klubaftener, fester, udenlands- og indenlands ture for klubbens medlemmer, arrangere vin-, øl-, portvinssmagning, wellnessaften for pigerne, foredrag, musik, fodboldture til Parken eller måske til Hamborg eller Liverpool - ja alt det der gør det sjovt at være en del af et stort fællesskab. Dels så handler det jo også om at skaffe indtægter til klubben - det må man ikke glemme.
Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte Knud Tobiasen på 20959951 eller mail knud@nibeboldklub.dk.
- en frivilligansvarlig. Du skal kunne spotte nye frivillige, du skal nurse og hylde vores frivillige. Du skal være med til at udvikle og drifte vores frivillighedsstrategi. Kontakt Knud på knud@nibeboldklub.dk eller 20959951 for nærmere information.
- en eller to, der vil være med i vores sponsorudvalg. Vi har 1-2 møder årligt. Her snakker vi nye idéer og strategier i forhold til nye og eksisterende sponsorer. Igennem hele året forsøger vi at tegne nye sponsorater til trøjer og bander som de primære opgaver. Kontakt Knud på knud@nibeboldklub.dk eller 20959951 for nærmere information.
- tovholder på vores juletræssalg. Opgaven består i, at koordinere indkøb og afhentning samt være med til at sikre et godt salg. Opgaven med at sælge varetages af 2 af vores ungdomshold. Kontakt Knud på knud@nibeboldklub.dk eller 20959951 for nærmere information.
Nogle helt nye tiltag vi gerne vil have sat i søen, men mangler hjælp til at få skudt i gang har vi samlet på en side vi kalder Nye initiativer. Læs mere om dem [her].